Billeje Guide

Guide til billig billeje

Vores ambition er at hjælpe dig med at finde de bedste priser på online biludlejning.
Når du reserverer en lejebil online, vil du ofte opnå langt billigere priser end hvis du bookede billeje direkte ved udlejningsselskaberne.

Søg emner og artikler

Stuttgart rejseguide - hvad skal man se i Stuttgart?

Stuttgart er hovedstad i den sydtyske delstat Baden-Württemberg og har ca. 600.000 indbyggere - snakker man derimod om Region Stuttgart er der 2,7 millioner indbyggere. Byen ligger 820 km syd for den dansk-tyske grænse ved Kruså.

Mange af Stuttgarts indbyggere har en meget særpræget dialekt, som man kan sammenligne med f.eks. sønderjysk. Dialekten kaldes for ’schwäbisch’ og kan være svært at forstå - selv for andre tyskere.

Kort over Stuttgart bymidte

Schwäbisch er ikke blot en dialekt, men faktisk en slags subkultur, hvor ’schwaberne’ (folk fra Sydvesttyskland) også har deres egne ’national retter’, såsom Maultaschen og Linsen mit Spätzle und Seiten. Læs mere nedenfor.

En ting, der gør Stuttgart meget speciel, er geografien omkring byen. Midtbyen er nemlig omgivet af bjerge, der danner et næsten konstant læ i byen. Det er sjældent, at man mærker til vinden, og endnu mere sjældent at det virkelig blæser - simpelthen fordi bjergene fungerer som en slags beskyttelsesmur. I og med at Stuttgart ligger i en dal, er temperaturen ofte højere end f.eks. i München, på trods af at den bayerske by ligger længere sydpå.

Königstrasse Stuttgart

Udsigt fra Stuttgart Bahnhofsturm. Det er tydeligt at se bjergene, der rejser sig omkring byen. © Guide-billig-billeje.dk.

Hvad skal man opleve i Stuttgart?
I og med at Stuttgart er omringet af bjerge, er der talrige muligheder for at finde et spot med en udsigt. Et af de steder er Bahnhofsturm - på dansk Banegårdstårnet, som er en del af Stuttgarts hovedbanegård.

Tårnet er meget let genkendeligt, da det er udsmykket med en Mercedes-stjerne på toppen. Udover at den pynter har den også en praktisk funktion; det gør det utrolig nemt at finde hovedbanegården, når man har en ’ledestjerne’ at gå efter.

Andre udkigspunkter, der er værd at nævne, er Eugensplatz, Karlshöhe (hvor der i øvrigt ligger en Biergarten), Weinsteige, og Killesberg Turm - ingen af disse ligger i nærheden af hinanden, hvilket gør, at man får lov til at se byen fra forskellige vinkler.

Med naturen i fokus - grønne områder og parker i Stuttgart
Man bevæget sig op i Killesbergturm, bør man gå en tur i Killesberg Höhenpark. Parken breder sig over 50 hektar og foruden udkigstårnet er der et væld af forskellige blomster, grønne områder, søer og stier. Parken er desuden også hjem for flamingoer, geder, æsler og alpakaer. På en 2,1 km strækning gennem parken kører et lilleputtog, til glæde for små som store.

killesbergpark Stuttgart turm

Killesberg Turm og den farverrige park.

Stuttgart har dog også en zoologisk have, der er hjem for mange andre dyr end blot flamingoer, alpakaer og geder. Wilhelma Zoologiske og Botaniske Have er, som navnet også afslører, ikke blot en zoologisk have, men også en botanisk have. Med sine 9.000 dyr (1.100 forskellige arter) og 7.000 plantearter er Wilhelma en af verdens mest artsrige zoologiske haver.

Stuttgart er en by, der rummer mange grønne områder og skjulte oaser, på trods af, at det er en storby. En af deres knap så skjulte oaser er slotsparken. Egentlig er der to dele af slotsparken - den hoveddelen ligger parallelt med hovedgaden, Königstrasse. Den anden del er slotspladsen, som ligger forbundet med Königstrasse. Her er det ikke unormalt at folk sætter sig på græsset foran slottet med en øl og frokost eller blot for at slappe af.

Det kan i øvrigt nævnes, at frokosten nemt kan hentes ved Königsbau Passagen lige overfor slotspladsen. På anden sal ligger der en såkaldt ’Food Lounge’, der næsten udelukkende består af restauranter og cafeer. Alt maden kan bestilles som Take-Away.

Schlossplatz i februar. © Guide-billig-billeje.dk.

Er det ikke sagen at sidde på græsset, men nyder man til gengæld gerne en øl, ligger der ved Schlossplatz et bryghus, som foruden velskænkede øl også tilbyder god mad. Bryghuset er særdeles populært - specielt bordene udenfor er svære at komme til, hvis vejret er godt.

Et lille stykke af syden - Stuttgarter Markthalle
Gemt væk fra hovedgaden i Stuttgart, ligger en aldeles charmerende markedshal. Her er der boder med alverdens specialiteter. Her bliver også solgt frisk frugt, fisk, kød og brød. Leder man efter noget eksotisk eller bestemte og specielle ingredienser, kan det med stor sandsynlighed findes her.

Frugtboderne i hallen har normalvis et langt større (og bedre) udvalg end de fleste tyske supermarkeder kan prale af. Enkelte stande accepterer kort, men det er langt de færreste. Det er desværre ret generelt for Stuttgart at restauranter, caféer, barer og mindre butikker ikke accepterer kort. Så derfor; hav altid kontanter med.

Forlader man Stuttgarter Markthalle af en af udgangene ved Sporer Strasse, ligger der en café ved navn Arche - er der kartoffelsuppe på menuen er det en smagsoplevelse, man ikke må gå glip af. Ikke nok med at suppen er velsmagende, er den også billig. Her fås en stor portion suppe for omkring €5. Er man til hvidvin, og har man mod på at smage et glas af den lokale, kan deres Mönchberg Riesling fra Untertürkheim varmt anbefales.

Shopping i Stuttgart
Shoppingmulighederne i den tyske by er bestemt ikke få. Königstrasse, den 1,2 km lange indkøbsgade, hører til en af de mest populære i Tyskland. Faktisk passerer flere mennesker Königstrasse (12.655 fodgængere pr. time i 2014) end Kurfürstendamm i Berlin. På Königstrasse ligger alt fra H&M til Zara til Hugo Boss, hvilket danner rammerne om en shoppingtur alle kan være med på.

Går man dog ned af Johannes-Brenz-Platz ved siden af Hugo Boss forretningen ligger der også Hollister, Louis Vuitton, Mont Blanc og Escada. Tæt derved ligger Rådhuspladsen i Stuttgart. I hjørnet af denne ligger stormagasinet Breuninger, som sælger mange high-end mærker. Det luksuriøse stormagasin har 6 etager, og deres sortiment dækker over sko, tasker, mode, beauty og alt til hjemmet.

Dog kan det snildt klares at få mærkevarer til en lavere pris, hvis man er villig til at køre efter det. 35 km syd for Stuttgart ligger OutletCity Metzingen, som er en hel by udelukkende med outletbutikker tilhørende store brands - blandt andre Hugo Boss, Polo Ralph Lauren, Nike og Gucci. Ofte er turen derud virkelig tiden og pengene værd og ofte kan man spare op til 70%. Hvis man går ind på Metzingens hjemmeside, kan man booke shuttlebusservice derud fra et af deres udvalgte hoteller.

Det er ikke umuligt at få slæbt en del med hjem fra en shoppingtur i Metzingen. © Guide-billig-billeje.dk

Du har ikke været i Stuttgart før…
du har besøgt Mercedes-Benz Museum eller Porsche Museum Stuttgart. Disse to bilproducenter har uden tvivl haft stor betydning for Stuttgart gennem tiderne. Det er anslået at Daimler, som bl.a. ejer Mercedes, beskæftiger 50.000 medarbejder i Stuttgart alene. En af dem, de engang beskæftigede var Ferdinand Porsche. Inden han grundlagde sit eget firma, arbejdede han som chefdesigner for Mercedes-Benz. Hans ide om en lille letvægtssportsvogn var ikke populær hos Mercedes. Derfor valgte han at forlade bilproducenten, for så et par år senere at grundlægge eget firma; i dag kendt for at producere sportsvognen Porsche.

Find vej til Mercedes Benz Museum Stuttgart  

Man ikke behøver at være bilentusiast for at kunne ’følge med’ på Mercedes-Benz museum. I og med, at Mercedes producerer alt fra personbiler til busser og lastbiler - altså køretøjer, der tjener helt forskellige formål, giver det et billede af, hvordan hele industrien har ændret sig siden den første bil blev opfundet.

Derudover er museet bygget således, at man tager en elevator op til øverste etage, og herfra går man i en spiral ned mod indgangen/udgangen igen. Når man går fra den ene etage til den næste, hænger der på væggene billeder, certifikater og tekster, der fortæller noget om, hvad der skete i verden parallelt med bilernes udvikling. Det giver et billede af, hvordan verden var på det tidspunkt bilerne blev produceret, og det gør at det ikke er så ’tungt’ for en ikke-bilentusiast at være på bilmuseum.

Find vej til Porsche Museum Stuttgart

Porsche er en sportsvogn, og det er museet naturligvis meget præget af. Man kan naturligvis nyde synet af, hvordan bilernes design har udviklet sig siden den første Porsche kom på gaden, men mange af oplysningerne ved bilerne handler om, hvordan motoren på den ene bil var bedre end den anden, hvilket kan virke en smule tungt, hvis det ikke er noget, men går op i. Men i og med, at der er sket så meget designmæssigt med bilerne i årenes løb, er det jo en forskel, der er til at få øje på - selvom man måske ikke er biltosset.

Restauranter i Stuttgart
Den sydtyske by har andet at byde på end blot biler. En del af deres kultur er nemlig det schwabiske køkken. Som ofte inkluderer det at der er Spätzle til. Spätzle er en form for nudler - dog tykkere og blødere. Den mest kendte og (af schwabere) elskede Spätzle ret er ’Linsen mit Spätzle und Seiten’. En anden kendt schwabisk ret er Maultaschen, som egentlig kan sammenlignes med en forvokset ravioli. Ofte er de med fyld af kød, spinat og løg.

Har man mod på at prøve schwabisk mad, er Ochs’n Willi ekspert. Restauranten ligger ved Schlossplatz, og her spiser man god, sydtysk mad. Specialiteterne kan dog findes på de fleste restauranter i byen.

Hvis Maultaschen og Spätzle ikke lige er sagen, er der også mange andre muligheder. Alt lige fra Döner (hvad vi kender som kebab i Danmark) til burgere eller italiensk mad.

Calwer Strasse 62 er adressen på Stuttgarts bedste italienske restaurant, Da Maurizio. Her er meget stemningsfyldt, tjenerne er charmerende og servicemindede og maden er pragtfuld. Udover at have et appetitvækkende menukort, der indeholder italienske klassikere, har Da Maurizio også et udsøgt vinkort.

Indenfor er det muligt at sidde i stueetagen, hvis man blot er interesseret i at være på vin bar. Der er også mulighed for at spise i lokalet i stueplan, her er tobaksrygning dog tilladt, så hvis man ønsker at nyde sin mad i røgfrie omgivelser, ligger der også lokaler på førstesalen. Når vejret tillader det, er det tilmed som oftest muligt at få en plads udenfor.

Stilles maven derimod kun tilfreds med en burger, kan sådan en findes hos Hans im Glück. Her får man en god, hjemmelavet burger med dertilhørende pommes frites eller salat - alt efter hvad der foretrækkes. Det er muligt, om aftenen at få en burger med tilbehør og en drink for omkring €15 - altså omkring 110kr. Hans im Glück har ikke blot gode burgere, men stedet er også hyggeligt indrettet med birkestammer, som danner nogle hyggelige rammer.

Oversigt over Stuttgarts offentlige transportnet

Stuttgarts natteliv
Har man spist på den Hans im Glück, der ligger på Marienstrasse, kan man meget passende smutte ind til naboen Sausalitos.

Sausalitos er et mexicansk spisested, men mange af deres aftengæster kommer på grund af deres drinks, som lidt specielt findes i to størrelser; en lille og en jumbo. En jumbodrink hos Sausalitos er omtrent dobbelt so stor som en lille drink er og normalt koster den også ca. dobbelt så meget som den lille - med mindre man kommer mellem 18 og 20, mens der er Happy Hour.

I de to timer koster jumbodrinks det samme, som de små drinks koster - og prisen på de små drinks ændrer sig ikke. De glade dage stopper dog ikke her. Efter kl 23 har Sausalitos ’Geiles Final’ - hvor jumbodrinks igen koster det samme som de små drinks.

Kort Stuttgart Midte

Sausalitos har, ifølge deres hjemmeside, ingen fast lukketid fredag og lørdag, men regn med, at de lukker omkring kl 02. Hvis ikke festen skal slutte der, er der rig mulighed for at fortsætte videre i byen, hvad end man er til diskoteksbesøg eller at finde sig en bar.

Foretrækker man diskoteker, skal man bevæge sig ud på Theodor-Heuss-Strasse. Her ligger talrige klubber og lounges. Ofte skal man betale for at komme und på klubberne og beløbet kan svinge fra €5-€10. Der er dog også mulighed for at gå ned på en bar, hvis en pumpende bas og blinkende lys ikke er sagen. Ved Steinstrasse/Geilstrasse ligger der en masse barer, hvor Tequila Bar er en af dem. Baren er ikke særlig stor, men der er som oftest mange mennesker, der medfører en stemning, der er helt i top. Måske er Tequila Bars koncept årsagen til, at stedet er så besøgt - hver gang man køber en øl, får man et tequila shot med i købet.

Dog er det steder, alle og enhver nemt kan finde - i modsætning til SkyBeach i Stuttgart. SkyBeach er en strandbar, der ligger på taget af Galeria Kaufhof på Königstrasse. Denne lille oase har både åbent om dagen og om aftenen. For at komme derop, skal man gå op af Kronenstrasse, for så at dreje til højre (når man kommer fra Königstrasse) - her er der to elevatorer, der kører til parkeringsdækkene i parkeringshuset. Tag elevatoren helt til tops - her er to glasdøre ud til parkeringspladsen. Gå ud af dem og drej venstre om bygningen - så ligger det lille paradis her. Når mørket falder på, og Stuttgarts natteliv bevæger på sig, kommer flere og flere til SkyBeach, hvor der også er musik og kulørte lyskæder - på den hyggelige beachparty måde.

SkyBeach Bar Stuttgart om dagen. © Guide-billig-billeje.dk.

Events Stuttgart
Der sker næsten altid noget i Stuttgart, og det er sjældent kedeligt at være i byen. Det kan være alle mulige slags begivenheder såsom sportsbegivenheder, festivaler, fester eller markeder. Størstedelen af begivenhederne er tilbagevendende events, som bliver stablet på benene hvert år.

Tre traditionsrige events, der specielt er værd at nævne er Cannstatter Volksfest, Stuttgarter Frühlingsfest og Weihnachstmarkt Stuttgart.

Hvert år over en treugers periode, fra slut september til start oktober afholdes der Cannstatter Volksfest i bydelen Bad Cannstatt. Denne folkefest er Stuttgarts svar på Oktoberfest i München, og er blevet mere og mere populær hen over årene. I dag er det Europas andenstørste ølfestival, og bliver besøgt af omkring 4 millioner mennesker hvert år. Festivalsgængerne er både indbyggerne i byen, men Cannstatter Volksfest tiltrækker også en del turister. Stuttgarts festival starter en uge efter Münchens Oktoberfest.

En lignende festival finder sted i foråret og hedder Stuttgarter Frühlingsfest. Forårsfesten løber fra midten af april til starten af maj og er den største forårsfestival i Europa. Der er ikke ligeså mange telte til denne festival som til Volksfest, og heller ikke ligeså mange besøgende. 1,5 millioner besøgende blev det til i 2014. Denne festival fejrer heller ikke øl i samme kaliber som Oktoberfest eller Cannstatter Volksfest, men der er stadig en festlig stemning og glade mennesker.

Hvert år fra slutningen af november til 23. december finder Stuttgarter Weihnachtsmarkt sted. Weihnachtsmarkt betyder julemarked, og Stuttgarts julemarked hører til et af de ældste i hele Europa - det kan nemlig dateres helt tilbage til 1692, hvor det blev afholdt første gang. Ved Stuttgart Weihnachstmarkt bliver der stillet adskillige boder op, hvor man kan købe lidt at spise og få Glühwein (tyskernes svar på Glögg).

Udover det julemarked, der bliver afholdt i Stuttgarts midtby, ligger der to andre, smukke julemarkeder i byen; det ene ligger i Esslingen og det andet i Ludwigsburg.

Esslingen ligger 10-20 minutter fra Stuttgarts hovedbanegård, hvis man tager toget. Esslingens marked er et middelalder- og julemarked, og her er en rigtig hyggelig stemning. Byen er med sine små gader og skæve huse ekstremt charmerende. Julemarkedet ligger ved det ikoniske gamle rådhus i Esslingen.

Tager man til gengæld toget 10-15 minutter nordpå fra hovedbanegården kommer man til Ludwigsburg. Med bykirken i baggrunden ligger julemarkedet på Marktplatz. På markedet kan der købes alverdens ting og sager samt mad og drikke. Der er boder med strikkede huer, vanter og tørklæder, men også boder med forskellige specialiteter som pølser og ost.

julemarked stuttgart

Weihnachtsmarkt. Til venstre: marked ved Stuttgart Rathaus. Til højre: chokoladebod i Ludwigsburg. ©Guide-billig-billeje.dk

Der er en helt særlig ro og stemning over disse julemarkeder, og hvis ikke man er i julestemning, kommer man det hurtigt efter sådan et besøg. Den traditionelle Glühwein bliver skænket i forskellige krus eller glas, alt efter hvilket marked og hvilken bod, man køber dem i. Mange af kopperne og glassene er rigtig fine, og har man lyst, kan man beholde dem. Man betaler nemlig typisk en euro eller to i pant for glasset når man køber noget at drikke. Afleverer man det så tilbage, får man panten igen - men man kan også vælge at se sådan på det, at man har betalt panten for at få glasset med hjem.

Lej en bil i Stuttgart
Hvis turen til Stuttgart foregik via fly eller tog, og man synes, at man står og mangler en bil, kan man nemt leje en i Stuttgart. Og det ville ikke være spildt - der ligger nemlig mange ting nær Stuttgart, som også er værd at kigge nærmere på.

Lej bil fra Stuttgart Lufthavn

Kører man 160 km sydpå, kommer man til Bodensøen, som er en sø, hvor Tysklands grænser til Schweiz og Østrig. Her er rigtig skønt - specielt på en varm sommerdag. Her er der nemlig mulighed for at bade, eller blot at stikke tæerne i vandet, hvis det foretrækkes. Mange af byerne omkring Bodensøen er meget charmerende og stemningsfyldte. De tre største byer ved søen er Konstanz, Friedrichshafen og Überlingen.

På den anden side af søen ligger Schweiz og Østrig samt alperne. Udsigten til alperne på den anden side af søen er enormt betagende - specielt når der er klart vejr. Dette danner alt sammen rammerne om en afstressende atmosfære i områderne omkring Bodensøen.

 Bodensee Tyskland

Udsigt over Bodensøen fra Überlingen. © Guide-billig-billeje.dk.


Stuttgart rejseguide - hvad skal man se i Stuttgart?
Artikel: Stuttgart rejseguide - hvad skal man se i Stuttgart?
Artikel senest revideret: mandag, november 30 2015
Emner: , , , ,

Send os feedback eller forslag om denne artikel

Send kommentar