Billeje Guide

Guide til billig billeje

Vores ambition er at hjælpe dig med at finde de bedste priser på online biludlejning.
Når du reserverer en lejebil online, vil du ofte opnå langt billigere priser end hvis du bookede billeje direkte ved udlejningsselskaberne.

Søg emner og artikler

Må man tage kæledyr med ombord på flyet? - Regler for transport af dyr hos de mest benyttede flyselskaber fra Københavns Lufthavn

Det er et helt legitimt og i princippet simpelt spørgsmål: Må man have kæledyr, som for eksempel hunde og katte, med ombord i kabinen på flyrejsen?

Svaret er ikke et klart ja eller nej. Enkelte flyselskaber siger klart ja, andre har regler som besværliggør processen og nogle flyselskaber siger nej, alle kæledyr bliver opbevaret i lastrummet på vores flyvninger.

Hvilke flyselskaber tillader kæledyr i kabinen
Nedenfor er listet en række af de flyselskaber, som er mest benyttede i Københavns Lufthavn, samt et uddrag af deres respektive regler for medtagelse af dyr ombord på flyet (primært kæledyr).

Easyjet
Lavprisflyselskabet Easyjet med destinationer i Tyskland, England, Italien og Frankrig tillader under ingen omstændigheder transport af levende dyr af nogen art i både kabine og fragtrum, dog undtaget førerhunde og servicehunde for passagerer med særlige behov.

Ryanair
Et andet af Europas store lavprisflyselskaber Ryanair, som har destinationer i blandt andet Spanien, Italien og Portugal, tillader heller ikke befordring af levende dyr under nogen omstændigheder, dog med undtagelse af førerhunde, som kan medbringes på indenrigsflyvninger og ruter indenfor EU. Dog skal der ved flyrejser til Storbritannien og Irland kunne fremvises et gyldigt EU-dyrepas eller et officielt veterinærcertifikat. Få mere information om Ryanairs regler for dyretransport.

SAS
Scandinavian Airlines – SAS – tillader kæledyr i kabinen. SAS, som har mange destinationer fra Københavns Lufthavn – giver grønt lys til at medbringe hunde og katte i kabinen. Alle andre dyr skal placeres i lastrummet. Maximalt et kæledyr per rejsende.

Der skal bestilles et sæde, hvis man ønsker at medbringe en hund eller kat, da der er begrænset plads til kæledyr.

Det skal bemærkes, at transport af kæledyr ikke tillades på SAS Charterrejser. Læs meget mere om SAS’s regler for dyr i Kabinen.

British Airways
British Airways fra København til London-Heathrow (også fra Billund per maj 2016) medbringer gerne kæledyr, men de skal opbevares i lastrummet. Kun kvalificerede førerhunde og servicehunde kan medbringes ombord i kabinen. Mere information om at rejse med kæledyr hos British Airways (engelsk tekst).

Læs også: Ny British Airways rute fra Billund Lufthavn til London-Heathrow

Lufthansa
Europas største flyselskab, tyske Lufthansa, flyver ikke til mange destinationer fra Danmark, men er især brugt til at transportere rejsende til knudepunkterne i Frankfurt og München.

Lufthansa tillader medbringning af små hunde og katte ombord i kabinen, forudsat at de medbringes i en transportkasse til dyretransport og at dyrene plus transportkasse ikke overstiger 8 kilo.

Større dyr bliver opbevaret i flyets transportrum og det skal bemærkes, at man selv skal medbringe transportkasse, samt booke plads senest 24 timer i forvejen.

Læs mere om Lufthansas regler for transport af dyr (engelsk tekst).

Air France
Det franske flyselskab Air France (København – Paris) informerer ikke specifikt om det er tilladt eller ej at medbringe kæledyr. Det afhænger af en del faktorer, om man må medbringe dyr i kabinen, om det skal placeres i lastrummet eller helt og holdent er forbudt at medbringe. Især kategorien ’muskelhunde’ er et no-go på Air France flyvninger. Transport af disse hundetyper er ulovliggjort af det franske landbrugsministerium.

Læs meget mere om Air France regler for transport af kæledyr, når afrejseland og destination kendes (engelsk tekst).

Norwegian
Norske Norwegian, som har mange flyvninger til populære feriedestinationer, beskriver meget kontant i deres regelsæt, at kæledyr kan medbringes, men kun i lastrummet. Desuden påtager de sig ikke ansvaret for manglende dokumentation af nogen art.

I modsætning til British Airways, som fortæller at de behandler kæledyrene som en del af familien, når de bliver opbevaret forsvarligt i lastrummet, forventer Norwegian, at man selv vurderer, om dyret kan klare en transport, der kan være ramt af varme, kulde og meget støj i lufthavnsarealerne.

Læs Norwegians regler for dyretransport grundigt igennem inden afrejse.

Vueling
Det spanske lavprisflyselskab Vueling har flyvninger til populære weekenddestinationer i Spanien, Italien og Frankrig.

Det er tilladt at medbringe kæledyr ombord på Vueling flyvninger (undtaget til UK og Irland) mod et gebyr. Kun et kæledyr per rejsende og maksimalt to kæledyr i hele flykabinen. Kæledyr må ikke opbevares i bagagerummet over sæderne.

Man skal oplyse ønske om dyretransport ved billetbestilling, samt huske, at kæledyret opbevares i en transportkasse. Læs Vuelings regler for transport af kæledyr (engelsk tekst).


Må man tage kæledyr med ombord på flyet? - Regler for transport af dyr hos de mest benyttede flyselskaber fra Københavns Lufthavn
Artikel: Må man tage kæledyr med ombord på flyet? - Regler for transport af dyr hos de mest benyttede flyselskaber fra Københavns Lufthavn
Artikel senest revideret: mandag, november 16 2015
Emner: , , , ,

Send os feedback eller forslag om denne artikel

Send kommentar