Billeje Guide

Guide til billig billeje

Vores ambition er at hjælpe dig med at finde de bedste priser på online biludlejning.
Når du reserverer en lejebil online, vil du ofte opnå langt billigere priser end hvis du bookede billeje direkte ved udlejningsselskaberne.

Søg emner og artikler

Miljøzoner Tyskland 2013-2014 - tyske byer hvor miljømærke er nødvendigt

Tyskland indførte med start i år 2008 miljøzoner i en lang række større tyske byer.

Man kan dog stadig køre gennem Tyskland uden miljømærke, så længe man holder sig uden for landets miljøzoner. Det vil sige at kører man udelukkende på Autobahn-nettet i Tyskland, er miljømærke strengt taget ikke nødvendigt.

Se mere om miljøzone Berlin og miljøzone München nederst på siden.

Tyskland Miljøzoner 2013-2014
Miljøzone-ordningen er siden 2008 blevet udbredt til at omfatte følgende byer og miljøzone-områder i Tyskland:

  • Bremen
  • Hannover
  • Ruhr-området (Ruhrgebiet) og omkringliggende byer - basalt set alle større byer i delstaten Nordrhein-Westfalen er omfattet af miljøzone-lovgivningen.
  • Berlin
  • Magdeburg
  • Halle/Saale
  • Leipzig
  • Erfurt
  • Frankfurt-området (byerne Frankfurt-am-Main, Mainz og Wiesbaden)
  • Mannheim
  • Heidelberg
  • Sydtyske storbyer; herunder Stuttgart, Heilbronn, Ulm, Wendlingen, Freiburg, Karlsruhe, Augsburg, München m.fl.

Ovenstående liste er ikke fuldstændig.

Miljøzoner og miljømærker i Tyskland per 2013
Se kort over alle aktuelle miljøzoner i Tyskland per 2013 herunder.

Se Tyskland miljøzone-kort i høj opløsning.

Bemærk at især i Ruhrdistriket og i det meste af Sydtyskland er antallet af byer med miljøzoner højt og omfatter i realiteten alle større byer.

Byer uden miljøzoner i Tyskland - Hamborg, Kiel, Flensborg m.fl.
Det er dog også værd at bemærke at eksempelvis Flensborg, Hamborg, Kiel, Lübeck, Rostock med flere i Nordtyskland (i delstaterne Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern) ikke per år 2013 har indført miljøzoner. Det har den sydtyske delstat Bayern i øvrigt heller ikke bortset fra i byerne München, Neu-Ulm og Augsburg.

Se også: Miljøzoner - regler og introduktion (2008-2009) 

Bemærk at undtagelsesregler for gult miljømærke for udenlandsk registrerede køretøjer i Berlin er forlænget til slutningen af 2014.

Miljømærke Tyskland - hvilket miljømærke kan anvendes?
Langsomt udfases tilladelser til at køre i biler, der ikke opfylder miljøzonernes skrappeste bestemmelser.

Det betyder at biler med rødt miljømærke allerede per 2013 er forbudt kørsel i alle miljøzoner i Tyskland.

I juli 2014 bliver biler med gult miljømærke ligeledes forbudt at færdes i indenfor alle miljøzoner i Tyskland (dog med undtagelser for udenlandske bilister indtil slutningen af 2014). Se på kortet ovenfor, hvor gult miljømærke per 2013 er tilladt.

Generelt må man sige at den tyske miljøzoneordning er særdeles restriktiv og i realiteten ikke længere tillader biler uden grønt miljømærke dvs. benzinbiler uden katalysator eller dieselbiler uden partikelfilter.

I Berlin og nogen få andre byer i Tyskland, kan udenlandske turister med gult miljømærke (i Danmark primært dieselbiler registreret fra 2001-2010 uden partikelfilter) dog lovligt køre inden for miljøzoner med gult miljømærke. Denne undtagelse gælder til udgangen af 2014.

Mange dieselbiler uden partikelfiltre i Danmark
Det skal bemærkes at dieselbiler solgt i Danmark efter 1. januar 2010 uden partikelfiltre blev pålagt en ekstra årlig afgift, hvilket begrænsede salget af større, dyrere biler uden dieselfilter.

Men der findes stadig mange mindre dieselbiler uden partikelfiltre solgt som nye i perioden 2006-2011 i Danmark. Hertil kommer importerede biler og ældre dieselbiler. Dieselbiler fra før 1996 kan generelt ikke kvalificere sig til miljømærke (gult eller grønt). Det samme gælder benzinbiler fra før 1993 med visse undtagelser.

Per 1. januar 2011 blev partikelfiltre obligatoriske på alle nye dieselbiler solgt i Danmark (euro-5 norm). Derfor vil alle biler fra 2011og fremefter (benzin og diesel) kunne opnå grønt miljømærke.

Se oversigt herunder, hvorledes udfasningen af miljømærke-tilladelser foregår i Ruhr-distriket.

Miljømærke tilladelser Ruhr-distriktet Tyskland

Andre ord for miljøzoner og miljømærker i Tyskland
I Tyskland anvendes betegnelsen Umweltzone for miljøzone og umweltplakette eller Feinstaubplakette for miljømærke.

Det er lovpligtigt at have miljømærke, hvis man kører ind i en miljøzone i Tyskland. Strafafgift er €40, såfremt politiet finder en bil uden miljømærke (uanset hvilket miljømærke, bilen er berettiget til).

Kun en enkelt ny miljøzone i Tyskland er planlagt til at træde i kraft i slutningen af år 2013. Det drejer sig om Leonberg/Hemmingen ved Stuttgart (som allerede er miljøzone).

Køb af miljømærker til kørsel i Tyskland - hvor længe gælder miljømærket
Man kan købe miljømærket på hos ADAC, TÜV og hos godkendte værksteder i Tyskland.

I Tyskland koster et miljømærke €14,90 og gælder i bilens levetid - dog ikke ved ændring af registrering i Tyskland. Mange vælger at bestille miljømærker via FDM eller Applus Bilsyn i Danmark. Prisen er typisk ca. dobbelt så høj ved bestilling af miljømærker i Danmark i forhold til i Tyskland.

Bemærk at mister man miljømærket på sin udenlandsk registrerede bil, eksempelvis hvis forruden skiftes, skal man købe et nyt for at kunne køre ind i de tyske miljøzoner.

Bemærk at har man kun gult miljømærke på sin bil (Euro-norm 3) er mærkets værdi til anvendelse i Tyskland miljøzoner udløbet per 31/12 2014.

Danske udlejningsbiler har generelt ikke miljømærker, men alle tyske udlejningsbiler har - eksempelvis biler lejet fra Flensborg. Kører man i en dansk-registreret udlejningsbil ind i en miljøzone i Tyskland, skal man selv sørge for miljømærke.

Miljøzone i Berlin
Berlin er én af de mest populære destinationer for danskere på bilferie i Tyskland.

Se mere om miljømærker og miljøzone-grænser i Berlin i turistvejledning.

Miljøzone i München i Tyskland
I storbyen München i Sydtyskland er hele den indre by omfattet af miljøzone.

Se kort over Miljøzone Munchen.

Miljøzone-grænsen i München følger ringvejen ved navn Mittlerer Ring.

Undtagelser fra miljøzone-regler i Tyskland
Handicap- og invalidebiler samt diplomatbiler er undtagede fra miljømærke-ordningen i Tyskland. Der kræves EU-handicap skilt eller diplomatiske papirer/mærkning af bil.

Såfremt man ankommer med biltog til Tyskland, hvor afkørsel fra biltoget foregår inden for en miljøzone har man lov at køre (direkte) ud af miljøzonen uden miljømærke - følg skiltning. Bevis for biltogs-transport skal kunne forevises.

Motorcykler, landsbrugsmaskiner, offentlige ejede køretøjer fra redningstjenester (politibiler, ambulancer m.v.) samt godkendte veteranbiler (med attest) er undtaget fra at skulle have miljømærke (Feinstaubplakette) i tyske miljøzoner.


Miljøzoner Tyskland 2013-2014 - tyske byer hvor miljømærke er nødvendigt
Artikel: Miljøzoner Tyskland 2013-2014 - tyske byer hvor miljømærke er nødvendigt
Artikel senest revideret: søndag, februar 05 2017
Emner: , , , , , , ,