Hvad skal man se i Lyon? - oplev Frankrigs tredjestørste by
Den franske storby Lyon ligger i Rhône-Alpes-regionen i det østlige Frankrig, mellem Paris og Marseille og ikke langt fra Geneve i Schweiz.
Lyon er Frankrigs tredjestørste by, efter ovenfornævnte Paris og Marseille, og er især kendt for sine historiske og arkitektoniske vartegn og den gamle bydel La Vieux Lyon, som er optaget på UNESCO liste over verdenskulturarv.
Se også: Helligdage og fridage i Frankrig.
Verdens første by-kabelbane i Lyon
Lyon kan spores tilbage til år 43 f. kr. hvor byen blev grundlagt for at huse en gruppe romerske forviste. Det var først i 1400 tallet at byen kom under fransk kontrol. I 1862 blev verdens første by-kabelbane opført i Lyon, en bane som går op til La Croix-Rousse.
Kabelbanen i Lyon skærer sig gennem smalle gader, tæt op ad husene.
Lyons forvandling - fra silkeindustri til high-tech
Indtil midten af 1800 tallet var Lyon midtpunkt for fremstilling af silke, fordi Sydfrankrig var det eneste område i Europa, hvor silkeormen avledes. Succesen blev efterhånden så stor, at råsilke måtte importeres, da producenterne ikke længere kunne fremavle tilstrækkeligt selv og hele æraen sluttede mere eller mindre, da franske emigranter slog sig ned andre steder i Europa og udkonkurrerede Lyons silkeindustri.
Byen har siden udviklet sig til et finans- og økonomicenter for bankvirksomheder, IT-virksomheder samt kemiske, farmaceutiske og bioteknologiske industrier. Desuden huser byen Tv-kanalen Euronews, den internationale kriminalpoliti organisation Interpol og det internationale agentur for kræftforskning.
I dag har man bygget en to kilometer lang cykel- og fodgængertunnel, som går under La Croix-Rousse, så man nemt kan komme fra den ene side af Rhône-floden til den anden side af Saône-floden.
Lysfest i La Croix-Rousse tunellen.
La Vieux Lyon - den gamle bydel
Bygningerne i Lyons gamle bydel La Vieux Lyon skød op mellem det 15. og 17. århundrede, da rige købmænd fra blandt andet Italien og Tyskland slog sig ned. Hele kvarteret blev renoveret i 1980’erne og 90’erne og fremstår i dag ganske indbydende for de besøgende, med farverige, brostensbelagte gader, håndværksbutikker, men kom i hu, at der naturligvis også er mange turistfælder, som i alle andre storbyer. Alt er naturligvis lidt dyrere, når mange turister stimler sammen.
Med kabelbane til Fourvière, Saint-Just
Tag en tur med kabelbanen fra Vieux Lyon metro station til Fourvière. Heroppe ligger Fourvière basilikaen med den smukke, panoramiske udsigt over byen og man kan virkelig få en fornemmelse af byens layout.
Når man skal ned igen kan man naturligvis køre med kabelbanen, men man kan også vælge at gå ned gennem den smukke have Jardins du Rosaire.
Fourvière basilikaen og Jardins du Rosaire.
Traboules - Lyons små, specielle passager
Lyon er kendt for at have mange traboules – små gennemgangspassager, som i tidernes morgen var ment som en hjælp til de mange silkefabrikanter og andre grossister, som skulle have nem og hurtig adgang gennem byen. Den mest berømte af Lyons traboules ligger i La Croix-Rousse kvarteret og hedder Traboule de la cour des Voraces. Det er en af Lyons ældste.
Museer og gallerier i Lyon.
Der er rig mulighed for at få stillet den kulturelle tørst på en lang række museer og gallerier. Blandt andet Musée des Beaux Arts, Musée d'Art Contemporain, Musées Gadagne og mange flere.
Lyon Lysfestival i december - Fête des Lumières
Årets allerstørste begivenhed i Lyon er Fête des Lumières, som varer i fire dage omkring den 8. december. Det var oprindeligt en religiøs tradition, som fandt sted første gang den 8. december 1852, hvor indbyggerne i Lyon spontant tændte lys i vinduet, til ære for indvielsen af den gyldne Jomfru Maria statue, som altid har været byens skytsengel, siden hun angiveligt reddede byen fra Pesten i 1643. De sidste årtier er traditionen blevet til en international begivenhed, hvor alverdens kunstnere kommer og lyser byen op med forskellige lys-installationer. Selvom det er blevet koldt i Lyon i december måned, tiltrækker lysfestivalen alligevel fire millioner gæster hvert år. Læs mere på den officielle hjemmeside.
Video: et tilbageblik på Fête des Lumières 2014
Aftener i Fourvière - Nuits de Fourvière Lyon
Fra juni til starten af august kan man opleve en masse på byens romerske teatre. Alt lige fra populær musik, jazz og klassisk musik til danseopvisninger, film og teaterforestillinger. Den specielle og hyggelige atmosfære på byens spillesteder tiltrækker ofte store navne til at komme og spille på mindre steder i Lyon.
Elektronisk musik - Nuits Sonores
Dette er en festival for elektronisk musik, som stadig bliver mere og mere populær. Få mere information på Nuits Sonores hjemmeside.
Dansefestival og kunstudstilling - biennale Lyon
På skift hvert andet år, afholdes der en dansefestival (lige år) og moderne kunstudstilling (ulige år). Især dansefestivalen med parader og optog i Lyon er en farverig og underholdende oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Det foregår fra september til december/januar.
Hvornår skal man besøge Lyon - vejret
Juli/august er ulideligt varme og byen er forholdsvis affolket. I maj/juni og september er temperaturerne meget behagelige i Lyon, med mange lyse timer, når man nu skal se på byen og have så mange udendørsoplevelser med hjem som muligt. Lysfesten i december er en kold fornøjelse, men med det rigtige tøj, er man garanteret en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Det anbefales kraftigt, at booke hotel i god tid, hvis man planlægger at aflægge byen et besøg i starten af julemåneden. Se temperaturtabel for Lyon.
Kom nemt rundt i Lyon
Byens centrum er ikke større, end at den kan opleves til fods. Der skærer også en metro linie igennem, men der er ikke mere end ti minutters gang mellem metrostationer.
Alternativt kan man meget nemt leje cykel, bruge kabelbanen, sporvognen eller almindelig offentlig bustransport, som er kendt for at være et af landets bedste. Alle væsentlige destinationer i Lyon er godt dækket af busrutenettet.
Det kan være mere end almindeligt svært at komme rundt med bil. Parkeringspladser kan være helt umulige at finde. Taxaer er temmelig bekostelige.
Pas altid på når du går over en fodgængerovergang. Franskmænd kører ofte som vanvittige.

Emner: lyon, rhone-alpes, fourviere, traboules