Lej en Tesla - gadget og luksusbil i ét til leje i København og Odense
Elbilen Tesla S kan accelerere så hurtigt at de fleste må holde lidt igen.
Samtidig er der i en Tesla plads til en familie på 5 (og mulighed for 2 ekstra bagudvendte børnesæder bagi) samt hele to bagagerum. Motoren, dvs. den kompakte elmotor og batterierne, ligger fordelt så langt nede i bilen, som muligt, for at skabe en bedre vægtfordeling.
I kabinen er der et enormt display i form af en 17" touch-screen, som kan oplyse om stort set hvad som helst, gratis internet, som kan synkronisere med ejers iPhone og en masse andre finurlige funktioner, som gør Tesla S til den ultimative 4-hjulede gadget.
Gadget-drengene fra CNET har testet den nye Tesla S P85D (bemærk 4-hjulstrukket).
At bilen samtidig vejer et stykke på den forkerte side af 2 tons (uden passagerer), tales der mindre om. Og specielt i Danmark er det lige meget, for der er elbiler per 2015 fritaget for afgift - i hvert fald indtil den 1. januar 2016, hvor regeringen har tænkt sig at lukke 'millionærhullet' for elbiler.
Lej en Tesla af LetsGo - priser
Delebilsfonden LetsGo har per sommer 2015 omkring 170 biler kørende; primært i København og i Aarhus.
Melder man sig ind i LetsGo har man chancen for at booke den enlige Tesla S, som er parkeret ved Flintholm Station i København.
Prisen er kun 48 kroner i timen og 4,20 kroner per kilometer for de første 100 km. Herefter koster LetsGo Tesla til leje 2,50 kroner per kilometer.
Indmeldelsesgebyr er 950 kroner, hvilket giver ret til at booke bilerne inklusiv den enlige Tesla delebil/lejebil. Desuden koster LetsGo abonnementet 270 kroner per måned inklusiv selvrisikoforsikring.
LetsGo's Tesla spås stor popularitet og må vel, trods alt, være et marketings-stunt, da en Tesla med moms (men uden afgifter, da den er fritaget) i 2015 koster fra 623.000 kroner og kan løbe op i over 900.000 kroner, hvis alle gadgets, ekstra kraftige batterier og 4-hjulstræk tilvælges.
Til gengæld har LetsGo måske, som mange andre, forudset at der vil kunne gøres en god handel. Regeringen har nemlig indset at den overmåde lempelige beskatning (i forhold til konkurrerende normale luksusbiler) for luksusbilen Tesla må indstilles, da der i realiteten er tale om støtte til millionærer. Der barsles med nye afgifter 'lex Tesla' fra 1. januar 2016.
LetsGo er fondsejet og har ifølge deres egen hjemmeside hele 26 ansatte.
Lej en Tesla hos GoMore
Også hos GoMore kan man leje Tesla S elbil.
Her er det private ejere, som stiller deres afgiftsfrie vidunder til rådighed til Tesla leje-priser, der gør den grå LetsGo Tesla ved Flintholm Station til det rene fund for pengene.
Billigste private udlejnings-Tesla i Købehavn på GoMore per 14. august 2015 er en blåmetal Tesla S fra 2013 i Rødovre til 3500 kroner per dag.
I Odense er der mere gadget-guf for pengene. Her kan man hos GoMore leje en 2015 Tesla P85 S fra 1900 kroner per dag eller to dage for 3800 kroner. Bilen er metalrød og med autopilot (se video ovenfor).
På begge GoMore Tesla'erne er der kilometerbetaling udover et antal gratis kilometre.
Emner: lej-en-tesla, letsgo-priser, tesla-s-p85d, gomore-elbiler