Ford Ka Danmarks billigste bil 2014 - tilbud på minibiler fortsætter i Danmark

Chevrolet skabte i januar 2014 overskrifter ved at tilbyde minibilen Chevrolet Spark til prisen 59.900 kroner eksklusiv levering.

I februar 2014 har Ford taget udfordringen op.

Billigste nye bil i Danmark - Ford Ka til 60.000 kroner
Ford vil indtil 31. marts eller så længe lager haves sælge en ny Ford Ka Trend til 60.000 kroner plus leveringsomkostninger.

Ford Ka Trend - Danmarks billigste bil

Ford Ka har i modsætning til Chevrolet Spark kun 3 døre. Til gengæld er motoren lidt større med 1,2 liter. Antallet af hestekræfter er stort set det samme med 69 hk til Ford Ka 1,2 Trend 3-dørs mod Chevrolet Spark 1,0 LA 5-dørs 68 hk.

I realiteten føles den lille Ford Ka kvikkere end Chevrolet Spark, hvilket dog opvejes af at den med 3 døre er mindre praktisk til familiebrug.

I 2011 kostede den selvsamme bil 99.900 kroner, så der må siges at være en særdeles gunstig udvikling for danske købere af minibiler.

Ford Ka - Fiat 500 - Fiat Panda - Lancia Ypsilon minibil-familien
Ford Ka er dog en noget ældre konstruktion end Chevrolet Spark. Bilen er bygget på samme platform som den charmerende og langt dyrere Fiat 500, som ligeledes blev introduceret i 2008.

Inden da var den nye Ford Ka med i James Bond 007 filmen Quantum of Sollace.

Ford Ka produceres sideløbende med Fiat 500 og ’kusinen’ Fiat Panda på Fiat fabrikken ved Katowice i den sydlige del af Polen. Panda’en deler som Fiat 500 platform med Ford Ka, og alle 3 bilmodeller har fået megen ros af motorjournalister for deres gode og inspirerende køreegenskaber. Også den i Danmark totalt ukendte Lancia Ypsilon er i familie med Ford Ka/Fiat 500.

Se også: Chevrolet Spark til 60.000 danske kroner. Bilerne er per februar 2014 allerede solgt, så Ford Ka er fra 15. februar 2014 Danmarks billigste nye bil.

Ford Ka sparsomt udstyret med mest fokus på sikkerhedsudstyr
Ford Ka har som standard fører- og passagerairbag, sideairbags og gardinairbags - samlet 6 airbags. Der er desuden ESP samt ABS bremser, og bilen svarer dermed meget til minibilen Chevrolet Spark på sikkerhedsområdet. Ford Ka scorer 4 ud af 5 stjerner i Euro NCAP kollissionstest.

Med Danmarks billigste bil Ford Ka 1,2 Trend 2014 får man hastighedsalarm og auto-stop-start funktion, som hjælper med at spare på benzinen. Bilen går ca. 20,4 km/l ved blandet kørsel.

Man bemærker at der er sparet penge ved at anvende stålfælge med hjulkapsler, reparationskit istedet for reservehjul, og bilen fremstår udvendigt med mange dele i hård sort plast - eksempelvis også dér, hvor tågelygterne er monteret i de dyrere Ford Ka modeller.

Som en lidt usædvanlig detalje i en lille bil er der standard Hill Launch Assist (HLA) , som Ford oversætter til dansk med ’bakkestart assistance’.


Ford Ka Danmarks billigste bil 2014 - tilbud på minibiler fortsætter i Danmark
Artikel: Ford Ka Danmarks billigste bil 2014 - tilbud på minibiler fortsætter i Danmark

Emner: , , , , ,

Send os feedback eller forslag om denne artikel

Send kommentar