Værd at vide om billeje-tilbud og lejebiler med prisgaranti

Ferien er ved at blive planlagt. Solskins-destinationen i syden lokker med hvide sandstrande, behagelige temperaturer og restauranter, som skatteplagede nordboere kan betale uden at skulle tjekke prisen på hvert enkelt glas vin først.

Fra internettet og brochurer fra rejseselskaber er den endelige destination udvalgt og flyrejsen og hotellet er bestilt.

Nu mangler blot udlejningsbilen, som skal bringe familien fra lufthavnen til hotellet eller ferieboligen, hvor de 14 dages afslapning skal nydes i fulde drag.

Billeje tilbud fokuserer på billeje-pris
Langt de fleste biludlejningsselskaber ved godt at kunderne, når ferien er planlagt næsten kun kigger på prisen på billeje.

Salgs-kanonen fra de store billeje-selskaber lades derfor ofte med det ultimative tilbud: ”feriebil med 40% rabat”, det snusfornuftige: ”billeje for 14 euro per dag” eller den ultimative trumf i rejsebranchen: ”billeje med prisgaranti”.

Prisen for at leje bil er vigtig, men ofte gemmer der sig særdeles betragtelige ekstraudgifter under de lokkende tilbud på billeje. Hvis uheldet er ude, kan det hos visse selskaber blive rigtigt dyrt.

Billigste lejebil ikke altid den billigste
Retfærdigvis skal bemærkes at de gode tilbud faktisk af og til er rigtig gode, men ofte dukker der små og store ekstra-regninger op i form af:

  • Ekstra chauffør
    Betaling for ekstra chauffør opdager man ofte først i lufthavnen ved skranken. Det kan faktisk tit koste relativt mange penge, hvis flere personer (lovligt) skal føre bilen. Personalet ved biludlejningen i lufthavnen er instrueret i at spørge, hvilket også er fint. Hvis man har 500 kilometers kørsel foran sig, er det måske uhensigtsmæssigt at spare her.
     
  • Ekstraudstyr
    Betaling for barnesæder, navigationsanlæg og andet løst udstyr. Disse ting kan være ret dyre at stifte bekendtskab med, og skal man bruge en barnestol, skal man altså bruge en barnestol uanset pris.
     
  • Prisgaranti
    Billeje-selskaberne ved godt at ordet ”prisgaranti” ofte er den sidste afgørende beslutnings-faktor for mange, når der skal tages beslutning i junglen af biludlejningsselskaber og billige udlejningsbiler på nettet.

    Det er for så vidt også fint, men prisgarantien går for det første på leje-prisen - ikke på ekstra-omkostningerne, som ofte er skjulte.

    For det andet og endnu mere vigtigt, er det overvejende sandsynligt at billeje-selskaberne på trods af at de måske ikke tilbyder den billigste billeje, aldrig modtager et krav på prisgarantien fra kunderne, for hvem gider søge efter flere billeje-priser, når man allerede har booket lejebil?

    Skal man være rigtig kynisk, kan man også spekulere i, hvor mange kunder, som vælger at følge en prisforskel på eksempelvis 50 euro til dørs i et bureaukratisk system hos en biludlejer i et fremmed land.

    Tag derfor altid ordet ”prisgaranti” med et gran salt. Prisgaranti på billeje er ikke løgn, men ligesom hos skattevæsenet, kan det hos nogen billeje-selskaber kræve tid og ikke mindst energi at få sine penge igen.
     
  • Forsikringsbetingelser - selvrisiko afgørende
    Vi har gemt det bedste til sidst: Forsikringsbetingelserne er den helt store joker, når man lejer en billig bil. Der er stort set ingen problemer i selve forsikringen, der så at sige altid er fyldestgørende.
     
    Det springende punkt er når skaden sker. Der er KÆMPE forskel i selvrisiko på udlejningsbiler, og denne forskel (kun aktuel for de uheldige billejere) er ofte med til at finansiere de gode tilbud. Alternativt kan man ved skranken i lufthavnen (stik imod hvad man planlagde efter derhjemme) tegne den ekstra forsikring for at eliminere sin selvrisiko. Personalet skal nok spørge – de er på provision!

    Man kan hvis uheldet er ude (og ikke har selvrisiko-forsikring) risikere at komme af med 5000, 7000 eller ved dyre biler måske 10.000 kroner ekstra i selvrisiko efter en mindre skade på en bil med ”prisgaranti” i forhold til en anden tilsvarende udlejningsbil med væsentligt lavere selvrisiko, som måske er 10 kroner dyrere at leje per dag.

    Det er i øvrigt langt fra sikkert at udlejningsbilen er tegnet (har police) hos et forsikringsselskab med en høj selvrisiko. Det er faktisk højst usandsynligt, da de typiske udlejningsselskaber har en samlet forsikringsaftale (ens vilkår for alle biler) eller er selvforsikrende.

    Den høje selvrisiko på den ”billige udlejningsbil” kan blot være en måde at få lidt ekstra indtægt ind på for billeje-selskabet, da det for en stor biludlejningsvirksomhed er forholdsvis let at beregne kundernes ekstrabetaling på selvrisiko i form af:

    1) Øgede præmieindtægter (forsikringer mod selvrisiko tegnet ved skranken eller på nettet) og

    2) For de uheldiges vedkommende skyhøje ekstra selvrisiko-betalinger, når man erfaringsmæssigt ved at en vis procentdel af alle biler i udlejnings-flåden hvert år får en skade.


Vores anbefaling inden booking af lejebil:

Læs billeje-betingelsernes vigtigste punkt: Selvrisiko (excess på engelsk). Hvis selvrisikoen er over 500-600 euro, så overvej om bilen i virkeligheden er billig selv om den har ”prisgaranti” eller indregn den ekstra selvrisiko-forsikring i prisen. Hvis selvrisikoen er uklart defineret på en bil, så vælg altid et andet selskab. Man har ingen alternativer, når man står med sin booking ved skranken i en fremmed lufthavn og bliver bedt om at skrive under på billeje-kontrakten.


Værd at vide om billeje-tilbud og lejebiler med prisgaranti
Artikel: Værd at vide om billeje-tilbud og lejebiler med prisgaranti

Emner: , , , ,

Send os feedback eller forslag om denne artikel

Send kommentar