Guide til kørsel fra Tyskland til Warszawa i Polen - betalingsvej E30/A2 til Warsaw
Strækningen fra den tyske grænse til Warszawa var tidligere en ganske behersket fornøjelse med særdeles dårlig infrastruktur omkring Poznan og ofte bilkøer ved grænse-overgangen ved Frankfurt an der Oder.
E30 var i midt-1990’erne desuden kendt for at være én af de farligste større veje i Europa - ikke mindst fordi hastigheder på 150-200 km/t hørte til dagens ‘uorden’ i nyere tyske biler samtidig med at de tidligere så talrige Fiat 126P ‘Maluch’ i Polen tøffede med fuldt kraft i inderste spor på E30 med omkring 80 km/t.
Betalingsvej til Warszawa - ét af de mange stop © Foto: Guide-Billig-Billeje.dk
Motorvej E30 - hovedforbindelse til Warszawa og langt den bedste rute
Med Polens indlemmelse i EU og Schengen-samarbejdet og tilførsel af betydelige investeringer i infrastruktur er køreturen fra Tyskland til Warszawa blevet helt anderledes behagelig.
De store hastighedsforskelle mellem bilister på E30 er væk. Der er for megen kontrol til at ret mange tør udfordre politiet, og selv om fartbøder i Polen fortsat er meget lave efter vesteuropæisk standard, har alle respekt for klip i kørekortet, som uddeles af polsk politi med hård hånd.
Se også: Hastighedsgrænser i Polen.
Man kan være tæt på 100% sikker på at møde fartkontrol flere gange ved kørsel på E30/A2 i Polen - enten af civilt politi eller af politiets ‘reklame-vogne’.
Betalingsvej fra Tyskland til Warszawa
På polsk kaldes hovedvejen til Tyskland også for Autostrada Wolności - Freedom Highway eller på tysk ‘Autobahn Freiheit’.
Den moderne udgave af M30/A2 mellem Tyskland og Warszawa blev anlagt af flere omgange. Vejstrækningen tættest på Warszawa er den ældste med åbning allerede i 1990’erne, men hele strækningen var først færdig i 2012.
Eneste irriterende moment ved den nye motorvej er at man hele fire gange skal betale ‘toll’ dvs. vejskat for at benytte M30/A2/S2 mellem Warszawa og den tysk-polske grænse ved Świecko. Der er også 4 udleveringer af toll-billet, så man skal påregne 8 korte stop på den nye betalingsvej.
Til gengæld opdager man stort set ikke at man passerer Poznan, hvilket tidligere tog uendelig lang tid i bil inden den nye motorvej blev anlagt.
Én tur fra Warszawa til Tyskland - 4 toll tickets © Foto: Guide-Billig-Billeje.dk
Per primo 2016 koster det omkring 80 polske zloty (PLN) svarende til ca. 140 kroner i alt at benytte den nye betalingsvej mellem Tyskland og Warszawa.
Det er trods alt et beskedent beløb for i ro og mag at kunne tilbagelægge distancen Warszawa-Tyskland (Frankfurt an der Oder) på ca. 480 km. Køreturen tager normalt omkring 5 timer, men kan gøres på 4 timer uden megen trafik.
Alternative ruter til Warszawa - kun med god tid
Kommer man nordfra (fra Danmark) kan det se fristende ud på kortet at ‘skrå over’ til omkring Stettin (Szczecin i Polen) og fortsætte via Bydgoszcz til Warszawa. Strækningen er ikke væsentlig længere, mens tidsmæssigt er det en meget dårlig ide at køre denne rute.
Hovedvejene i det nordvestlige Polen kan på ingen måde matche den nye E30/A2 motorvej, og det er langt, langt hurtigere at køre rundt om Berlin (af Berliner Ring) og ned til Frankfurt an der Oder istedet for at køre fra by til by (og igennem en masse små-flækker) af halvdårlige veje i det nordlige Polen.
Hvis man har god tid og en guide-bog ved hånden er der masser af spændende seværdigheder i Nord-Polen, men er målet at nå Warszawa hurtigst muligt, er der ingen vej uden om kørsel af betalings-motorvej E30/A2.
Emner: korsel-tyskland-warszawa, tyskland-polen-i-bil, motorvej-e30