Vejskat i Tyskland udskydes - tysk vejafgift "PKW Maut" udskudt på ubestemt tid
Den nye vejskat i Tyskland (PKW Maut), der for udlændinge var planlagt til at træde i kraft per januar 2016, er blevet udskudt på ubestemt tid.
Ideen med den tyske vejskat var at man som udlænding på forhånd skulle købe en tilladelse til at køre på de tyske motorveje.
EU-Kommissionen: planlagt vejskat i Tyskland er diskriminerende
Grundet skarp kritik fra EU-kommissionen har det tyske trafikministerium valgt at udskyde den nye vejskat på ubestemt tid.
EU-kommissionen har anført at den nye vejskat i Tyskland er traktatstridig og diskriminerende over for ikke-tyske biler.
Den tyske vejskat var konstrueret så den skulle opkræves fra alle bilister - men bilejere med biler registreret i Tyskland ville senere få trukket den fra igen på deres årlige skatteopgørelse via modregning i vægtafgiften.
Den tyske motorvejsafgift var planlagt til at koste ca. 10 euro for 10 dage, 20 euro for to måneder og op til 130 euro for et helt års tilladelse til kørsel på tyske motorveje.
Det tyske trafikministerium, BMVI har endnu ikke bekræftet at den planlagte nye vejskat er sat i bero, men bilejer-organisationer som ADAC og FDM bekræfter at det er tilfældet.
Vejskatten i Tyskland blev mødt med kritik fra mange sider - herunder særligt nabolande som Danmark, men også tyske delstater, der forventede ekstra hård belastning på hoved- og biveje i Tyskland.
FDM tilfredse med at vejafgifter i Tyskland stoppes
Danske FDM har i samarbejde med den hollandske søsterklub ANWB i flere omgange opfordret EU-Kommissionen til at undersøge gyldigheden af den tyske vejskat.
"Vi er tilfredse med, at den tyske regering har valgt indtil videre at standse arbejdet med vejskatten. FDM er således forstærket i opfattelsen af, at den tyske vejskat ikke er forenelig med EU-reglerne, og vi vil følge Kommissionens undersøgelse tæt" udtaler leder af FDMs økonomisk-politiske sekretariat, Torben Lund Kudsk.
Relateret artikel:

Emner: maut, vejskat-tyskland, eu-kommissionen-billeje, vejafgift-tyskland, det-tyske-trafikministerium, pkw-maut