Fartbøder i Polen - værd at vide om Polen billeje
Umiddelbart er bøderne for fartovertrædelser i Polen per ultimo 2012 relativt moderate.
Fartbøder i Polen er fortsat blandt de laveste i Europa med minimumsbøder fra PLN 50 (Zloty) til PLN 500. Maksimumsbøden for fartovertrædelser er således per ultimo 2012 angivet til ca. 900 danske kroner.
Vær dog opmærksom på at der er tale om rene fartbøder. Er der andre forseelser, såsom uforsvarlig kørsel, for tæt kørsel, ulovlig overhaling eller lignende, kan bøden for en overskridelse af fartgrænser i Polen blive langt større.
Generelt set kan man forvente følgende fartbøder (også kaldet mandat i Polen):
- Op til 10 km/t over fartgrænsen – op til PLN50 (ca. 90 kroner)
- 11 km/t - 20 km/t - PLN50 - PLN100 (ca. 90 til 180 kroner)
- 21 km/t - 30 km/t - PLN100 - PLN200 (ca. 180 til 360 kroner)
- 31 km/t - 40 km/t – PLN200 - PLN300 (ca. 360 til 540 kroner)
- 41 km/t - 50 km/t – PLN300 - PLN400 (ca. 540 til 720 kroner)
- 51 km/t eller mere – PLN400 - PLN500 (ca. 720 til 900 kroner)
Se den fulde liste over fartbøder og andre trafikforseelser i Polen på
traffic offences Poland (per november 2012 – kun på polsk).
Se også Guide Billig Billeje artikel: Fartgrænser i Polen
Polen billeje med stor risiko for fartbøder
Selv om niveauet for bøder i forbindelse med hastighedsforseelser i Polen synes lavt, kan det rent faktisk vise sig at blive dyrt at køre for stærkt i Polen.
Udover de ekstra tillægsbøder for at køre for tæt, ulovlig overhaling m.v. oveni i fartbøden, er der særdeles stor sandsynlighed for at blive stoppet, hvis man kører for hurtigt. Mange uforsigtige turister oplever desuden at få flere fartbøder på ferie i Polen; af og til endda flere på samme dag.
Trafiksikkerhed på de polske veje
Kvaliteten af vejnettet i Polen er forbedret betydeligt med anlæggelse af nye motorveje mellem de større byer. Nogen biveje og mindre hovedveje i Polen er dog stadig under niveau sammenlignet med forholdene i Vesteuropa.
‘Polsk kørestil’ kan synes lettere risikobetonet for den nyligt ankomne turist i egen bil eller udlejningsbil i Polen. Der køres godt til på hovedveje og motorveje, og nogen polske chauffører synes at have vilje til at overhale næsten hvor-som-helst. Det er en god ide, såfremt der er plads, at trække lidt ud til højre, når der kommer et hurtigtgående køretøj bagfra. Man har generelt en mindre ‘sikkerhedsmargin’ i Polen i forhold til de fleste andre (nord)europæiske lande.
Polen udlejningsbiler med moderne sikkerhedsudstyr
Én af årsagerne til de store fartforskelle er at der fortsat er mange langsomme køretøjer fra tiden før 1989, hvor meget få biler havde ABS bremser, air bags, ESP og andet sikkerhedsudstyr. Desuden havde nybilsalget i Polen i mange år efter kommunismens fald mere fokus på bilstørrelse og motorkraft end på sikkerhedsudstyr. Helt op til år 1996 blev nogen nye Volvo-biler eksempelvis solgt i Polen med kun en enkelt airbag som standardudstyr. Rigtig mange biler på de polske veje er desuden ældre import-biler fra Tyskland; ofte med kraftige motorer, og tit med kun den mest nødtørftige vedligeholdelse.
Som en konsekvens af ovenstående faktorer er antallet af ulykker med personskader højt på de polske veje om end statistikken trods alt går i den rigtige retning.
Alle udlejningsbiler i Polen har nu-til-dags moderne sikkerhedsudstyr som ESP, ABS bremser og airbags (som regel 2-6 eller flere).
Kontrollen med trafikken og fart i Polen er i høj grad øget for at komme de mange ulykker til livs. Polsk færdselspoliti anvender permanent radar, flytbare (og håndholdte) fartmålere og desuden civile biler til fartmåling.
Sørg for at have kontanter med (polske zlotys) ved kørsel i Polen. Det er lettere at afregne med det samme, i stedet for at blive kørt af polsk politi til den nærmeste pengeautomat / ATM cash machine.
Andre vigtige færdselsregler i Polen (uddrag)
- Polen har en meget striks politik på alkoholområdet – 0,2 promille er grænsen for at køre lovligt i Polen – i praksis vil det sige at man ikke kan drikke hverken øl, vin eller spiritus overhovedet, før man sætter sig bag rattet.
- Brug af sikkerhedsseler for og bag er obligatorisk ved kørsel i Polen.
- Siden år 2007 har kørelys været obligatorisk i dagtimerne
- Børn under 12 år og 1,50 meters højde skal anvende barnesæde eller booster/pude.
- Kørekort, forsikrings- og registreringspapirer skal forefindes ved kørsel i Polen (vil altid finde i lejebiler i Polen). Alle EU-kørekort er naturligvis gyldige i Polen.
- Brug af håndholdt mobiltelefon ved kørsel i Polen er totalt forbudt med bøder på omkring 180 kroner for overtrædelse (takst per 2012). Handsfree er tilladt.
- Advarselstrekant, sikkerhedsvest og ildslukker er obligatorisk at medbringe (findes altid i udlejningsbiler i Polen).
Når polsk politi stopper dig
Mange bliver stoppet i Polen for at køre for stærkt.
Som regel er der ingen problemer, men det er en god ide ikke at være for kontrær, og man skal generelt sørge for ikke på nogen måde at optræde uvenligt over for politiet.
Selv om en bøde kan synes urimelig, vil det ikke hjælpe at diskutere den. Derimod kan man nogle gange forsøge venligt at forhandle en lavere takst (mindre overskridelse af fart), hvilket som regel ikke tages fortrydeligt op af polsk politi, så længe man er venlig og indstillet på at følge politiets afgørelse.
Forsøg endelig ikke at bestikke politiet, da dette kan resultere i en langt højere bøde – udover fartbøden.
Relaterede artikler:
Emner: fartboeder-polen, trafik-polen, faerselsregler-warszawa